Webinar - Oktober 2026
Hidtil kunne et manuelt oprettet tilhørsforhold få en slutdato vilkårligt langt ude i fremtiden, eller slet ingen. Nu kan man på en enhed sætte "Varighed af manuelle tilhørsforhold" til en maksimal varighed i dage, til "Ingen maks. varighed, men slutdato er påkrævet" eller til "Ingen begrænsning". Reglen nedarves til underliggende enheder, medmindre de selv sætter en, og den håndhæves hver gang et tilhørsforhold oprettes eller redigeres i OS2sofd. Ved forlængelse regnes den maksimale varighed fra dags dato, så et tilhørsforhold kan forlænges løbende, men aldrig længere frem end grænsen tillader.
Ændringer foretaget via Ledersiden blev ikke skrevet til auditloggen i OS2sofd, så revisionen ikke kunne se, hvem der fx havde forlænget et tilhørsforhold. Nu logges alle ændringer fra Ledersiden og fra funktionstildelinger med samme detaljeringsgrad som ændringer i OS2sofd selv, herunder den begrundelse lederen angiver ved forlængelse. API-kald kan angive den bruger, de handler på vegne af, og auditloggen viser desuden i en ny kolonne "Klient", hvilken API-klient der stod bag hver post. Kolonnen indgår også i Excel-udtrækket af auditloggen.
Den skabelonbaserede navnekonvention kunne bruge et løbenummer til at sikre unikke brugernavne, men ikke skelne mellem interne og eksterne, sådan som den affiksiale model kan. Nu har brugerkontotyper med skabelon fået et ekstra felt "Skabelon (eksterne)", der bruges, når tilhørsforholdet er eksternt. Er feltet tomt, gælder den almindelige skabelon for alle. Brugernavnsgeneratoren i API'et kan desuden bede eksplicit om et internt eller eksternt brugernavn og om at få dannet et helt nyt brugernavn i stedet for et genbrugt.